Noget om ånden og pinse

Det følgende blev bragt i Kristeligt Dagblad d. 22. maj.


Selve ånden kan man ikke se. Til gengæld kan virkeligheden få et helt specielt skær, når man ser den gennem Helligånden, skriver sognepræst og bispekandidat Anders Kjærsig.

I anledning af pinsen, hvor vi fejrer Helligåndens komme, vil vi på kristendom.dk undersøge nærmere, hvad Helligånden er. 

Vi har spurgt sognepræst og bispekandidat Anders Kjærsig, hvordan Helligånden forstås, og om det er det "det levende ord" eller en manifestation af Guds mirakler?

Ånd og skrift
Paulus sondrer mellem ånd og skrift. Han vil, at vi skal finde ånden bag skriften – med skriften mener han Bibelen. Men det lyder mærkeligt. Hvordan skal det egentligt foregå? 



Ligger der en ånd inde i skriften - som en leverpostej inde i foliet, der venter på at blive pakket ud, hvis ikke den allerede er blevet for gammel? Kan vi blot hente ånden ud af skriften sådan uden videre? Nej, vel! Sådan kan man ikke forstå ånd.



Det åndelige finder vi kun, hvis vi er åndeligt arrangeret

Ånden er ikke bare inde bagved men allestedsnærværende og ikke bundet af hverken skrift eller tale. Pointen må derfor være, at vi kun kan finde ånden bag skriften, hvis vi i forvejen kan læse skriften åndeligt. Vi skal altså lære at læse – læse åndeligt, hvis det kan lade sig gøre.

Det samme gælder en samtale. Vi kan kun finde det åndelige i samtalen, hvis vi er åndeligt arrangeret. Er vi ikke det, kan selv den mest åndelige samtale ende som en forløjet gang sladder, der reducerer et hvert forhold til en manual for en brugt vaskemaskine. Det har de fleste prøvet. 



Afdøde professor i teologi, Johannes Sløk, blev engang spurgt, hvad Helligånden er. Han grublede lidt over det og svarede så: Helligånden er ånden i flasken. Hermed mente han, at den var en prisme, - prisme som pinse - man kan se verdenen og virkeligheden igennem. 



jSelve ånden kan man til gengæld ikke se. Den er inde i flasken, og der skal den blive. At se med ånden er jo ikke at se selve ånden. Til gengæld kan virkeligheden få et helt specielt skær, når man se den gennem ånd – Helligånd eller et helligt blik. Flaskens ånd er altså et sæt briller, som farver den verden, vi færdes i. Hvordan verden ser ud i sig selv, ved vi til gengæld ikke noget om. 



Grundtvig opfandt det ”levende ord” i 1825. Han kaldte det den ”mageløse opdagelse.” Mageløs var det levende ord dog ikke, for det havde en afgørende mage i det skrevne ord. Grundtvig skrev et hav af sider. Men som skrevne var de ikke mindre åndløse end som talte. Det levende findes også som skrift. 



Den svenske Grundtvigforsker Bosse Bergstedt har skrevet en bog, Den livsupplysande texten, om det selvmodsigende hos Grundtvig i forholdet mellem levende og skrevne ord: Det skrevne ord kan faktisk være lige så levende som det talte. Det ved vi i dag, det er en del af internettet - hvor død internettet end kan være. Skrift er liv. Vi må lære at tyde skriften. Det er blandt andet præsters opgave.



Ånden i et kærestebrev

Det ved enhver, som har fået et kærestebrev fra den, man elsker. Det er både nærværende, ømt, bekymrende, glædeligt og angstfremkaldende - alle de stemninger, der også er forbundet med en god prædiken og kan rykke selv den mest hårdhjertede ud af koncepterne. 



Søren Kierkegaard beskriver det indgående i én af sine bøger. Han skriver, at det første man gør, når man får et kærrestebrev, er at gå ind i sit lønkammer, lukke døren og åbne brevet langsomt. Langsomt begynder man så at læse. 

Er brevet skrevet i et sprog, man ikke forstår, lærer man sig sproget at kende. Når så man har lært sproget, begynder man at læse.

Og man bliver ved, til man har forstået det.

 Når man så har læst og forstået, at den elskede grundlæggende gerne vil se én så hurtigt som muligt, så skynder man sig at putte brevet tilbage i kuverten og så ellers fluks af sted. Det kan ikke gå hurtigt nok. Alt er på spil. Hele ens liv afgøres med, at afstanden mellem det, der står, og det, som skal gøres, er så lille som muligt. Altså: jeg elsker dig – kommer du snart. Og fluks af sted, ud af døren og mod den elskede. 



Jeg konkluderer med Kierkegaard: Helligånd er at gå i kirke med det blik og den evne, som den elskede læste kærestebrevet med – fluks af sted.



God pinse! 

Anders Kjærsig

Sognepræst og bispekandidat

En replik til Breiviksagen!

Tak til Kristeligt Dagblad for et glimrende indlæg om ondskabens anatomi i forbindelse med Sørine Godtfredsens udtalelser om Breiviksagen d. 14. maj. Man havde bl.a. interviewet professor Svend Andersen. Han mente, i modsætning til Godtfredsen og ligesindede, ikke at den ondskab, der kom til udtryk hos Breivik, kunne tolkes som et muligt almenmenneskeligt fænomen. Tværtimod.
Vi er alle i besiddelse af ondskabens mulighed, men derfra og så til at foretage så drastisk og meningsløs en handling, som Breivik gjorde, er et særtilfælde. Skulle vi alle gå og være bekymrede for, at vores genbo eller nabo pludselig ud af ingenting begyndte at skyde løs på sagesløse og uskyldige menneske, ville vi ikke kunne bevare vores samfund og kultur.
Man kunne spørge sig selv, om vi overhovedet kunne bygge et civiliseret samfund, hvis vi skulle kalkulere med abrupte mørke og dæmoniske handlinger. Det ville på forhånd berøve muligheden for, at den nødvendige tillid mellem mennesker ville være til stede. Og uden tillid falder civilisationen sammen. Uanset om man opererer med Løgstrups førkulturelle tillid eller Anthony Giddens kulturelle og senmoderne betragtning af tillid. I en fungerende og oplyst civilisation er man nødt til at stole på, at medmennesket vil det gode.
Dette er ikke et argument for, at mennesket ikke kan udføre ødelæggende og ondskabsfulde handlinger. Det er heller ikke et argument for, at arvesynden ikke er del af menneskeslægten. Det er ikke et argument for, at hundene ikke glammer i kælderen. Det er heller ikke et argument for, at der ikke kan være grænsetilfælde, hvor mennesker slår hinanden ihjel. Det sidste er – som Svend Andersen også påpeger – tilfældet i krig.
Men intet af dette kan forklare Breiviks handlinger. Breivik er ikke blot ond. Han er dæmonisk. Syg. Eller antihuman. Han repræsenterer alt det, der er civilisationsnedbrydende. Det vidner ikke blot hans handlinger om, men også den foragt han har overfor det juridiske og politiske system. Sådan en type menneske er, for nu at citere Nietzsche en smule karikeret, ikke et menneske men dynamit. Dynamit for en civilisation. Og som sådan kan han ikke diagnosticeres ud fra en almenmenneskelig kulturteori.
Dertil er han en civilisatorisk outsider. Og sådan skal han betragtes – vil jeg mene. Trækker vi ham ind på den almenmenneskelige midte for at udbrede nogle almenmenneskelige og mulige træk, så er vi på vej til at opløse både kultur, medmenneskelighed og civilisation. Breivik er, som Svend Andersen rigtigt formulerer det, enestående på en dæmonisk og frastødende måde.


Bragt i Kristeligt Dagblad 16. maj 2012

Store Bededag skal forblive!

Henrik Sass Larsen er tilbage i dansk politik. Han er blevet gruppeformand for Socialdemokratiet.  I den tid, han har været ude i kulden, er han ikke blevet klogere. Nu vil han nemlig være med til at afvikle store bededag. Det ville han ikke for et år siden.  Men det vil han nu. Den skal ikke længere være en fridag.
At store bededag skal slettes som fridag er ikke af sekulære eller ideologiske grunde. Det er heller ikke for at tækkes ateisterne eller Humanistisk Samfund. Det er ene og alene af pragmatisk økonomiske grunde. Vi befinder os i en finanskrise, og for at komme helskindet igennem skal store bededag inkasseres til arbejdsdag. Det vil, siger de kloge, give ca. 2 milliarder i finanskassen. Penge er Gud.
Er det en klog beslutning? Nej, på ingen måde. Det er både kortsigtet og uden perspektiv. Hvis vi skulle afmontere de kristne fridage, hver gang landet er i en krise af den ene eller anden art, ender vi som et åndeligt uland. Man kunne jo spørge: Hvorfor gjorde man det ikke i firserne under kartoffelkuren? Eller i begyndelsen af halvfjerdserne da oliekrisen rasede? Eller i mellemkrigstiden? Der har været kriser nok, hvor man ud fra samme argumentation – spare penge – kunne skære i den kristne kalender. Store bededag er faktisk en konstruktion, der blev lavet for at spare penge.
Der er også tale om, at det skal gå ud over skærtorsdag. Anden pinsedag har også været nævnt. Eller måske anden påskedag. Men det er – som Fyns Stiftstidende ganske rigtigt har markeret i Lederen d. 13. maj – af politisk taktiske grunde. Har man flere dage i spil, er det nemmere at argumentere for, at én af disse skal slettes. Men det er ene og alene et politisk spind. Hvorfor overhovedet slette nogle af dagene?  
I stedet for at sammenligne helligdage skulle man sammenligne kriser og spørge sig selv, om den krise, vi befinder os i nu, er så katastrofal, at det kræver, vi sletter store bededag eller en anden helligdag. Hvorfor gjorde man det ikke, da vi havde de andre kriser? Er denne krise så stor? Jeg tvivler.
Til gengæld kan man måske diskutere om arbejdsfrekvensen er for lille. Har vi for meget fri og for lang en ferie? Vi arbejder måske for lidt. Sammenligner vi os med andre lande – Kina og USA – så er vi slet ikke på samme arbejdsmæssige niveau. Men det ændrer store bededag intet ved. Så skal der helt andre indgreb til. Man kunne jo tage en uge af sommerferien. Men hvem vil med til det?
Om ikke andet er det fuldstændigt perspektivløst sådan uden videre at afskaffe en helligdag for at komme igennem en finanskrise. Store bededag er jo også store konfirmationsdag. Som sådan genererer den en masse penge. Erhvervslivet lever tykt af konfirmationerne. Det gælder for tøjbranchen, cateringfirmaer, kroer og selskabslokaler, transportfirmaer og sådan kunne man blive ved. Derfor kære politikerer: spis brød til, klap hesten og gå nu på listesko.

Bragt i Fyens Stiftstidende 15. maj 2012

Prædikens genkomst

For en del år siden lavede vi et netværk, som handlede om prædikenkunst. Vi var en stak præster og lektorer og andet godt fra det ganske land, som alle arbejdede professionelt med prædikenkunsten. Det startede faktisk på Fyn nærmere bestemt i Sct. Knuds Kirke. Siden er det flyttet til Løgumkloster. Her mødes vi – en gruppe på ca. 15 mennesker – og diskuterer prædikengenren.
Den har en speciel teknisk betegnelse. Det hedder homiletik. Homiletik er en teoretisk overvejelse over den kunst, det er at prædike. Eller kunst er måske så meget sagt. Men så det håndværk, det er at prædike; hvordan man laver en prædiken, og hvordan den holdes. 
Det kulminerede i 2008, hvor Danmark var vært for den internationale årlige homiletiske konference med titlen: ”Societas Homiletica – Copenhagen 2008”. Jeg var der selv. Her kom dygtige prædikanter og teoretikere fra hele verden: Kina, Sydafrika, Australien, USA, Europa.
At jeg indleder mit Synspunkt på denne måde er ikke tilfældigt. Nu er to unge præster nemlig ved at starte et lokalt homiletisk netværk op på Fyn. De har kontaktet mig og spurgt, om jeg ikke ville støtte det. Og selvfølgelig vil jeg det. Prædikenkunsten ligger mit hjerte nært. De to præster er Lasse Rødgaard Lauesen og Mads Davidsen. Og det er prisværdigt.
Idéen kommer hverken fra biskop eller provst men fra præsterne selv. Og sådan skal det være. Ideen er, at så mange præster som muligt skal arbejde sammen om det at udvikle kendskab til prædikenmetoder og prædikengenrer. Ikke kun til fordel for præsterne, men absolut og ikke mindst til fordel for menighederne. Folk kommer stadig i kirke for at høre en dygtig prædikant. Og når prædikenkunsten grundlæggende er et håndværk, så kan man faktisk blive bedre til det.
I nogle år har man haft en tilbøjelighed til at lave liturgiske gudstjenester, hvor man erstatter prædiken med læsninger af anden art. Men det er måske ved at ændre sig. Det kunne se sådan ud. Initiativet vidner om det. Derfor skal det støttes.
Et prædikennetværk kan bestå af to dele. Dels en teoretisk del, hvor man på skift fremlægger teoretiske overvejelser over det at prædike. Det er der en lang tradition for i både Tyskland og USA. I Danmark har det aldrig rigtig fået fat. Men det er måske ved at komme. Dels en praktisk del, hvor man skriver prædikener til hinanden og så efterfølgende får en konstruktiv kritik, der er med til at gøre prædiken mere lydlig og mere skarp.
Som bispekandidat vil jeg støtte initiativet. Bliver jeg biskop vil jeg hjælpe med at opgradere det. Man skal huske på, at prædiken er præstens måde at sprogliggøre kristendom på. Det er begravelsestaler og vielsestaler også. Men ikke på samme niveau som prædiken. Derfor er det kun glædeligt, hvis det får en genkomst. Og det er glædeligt, at præster har lyst til at arbejde med det. Også teoretisk. Jeg ønsker hermed projektet al den held og lykke, det får brug for.

Synspunkt i Fyens Stiftstidende 6. maj 2012

Vielsen skal forblive i kirken

Flere biskopper vil have vielsen ud af kirken. Ikke på grund af teologiske motiver eller af dovenskab, men for at få kvalt debatten om homovielser. Det er forståeligt nok, at man er træt af dén debat. Den har stået på i årevis. Men derfra og så til at smide vielsen ud af kirken for at undgå debatten er uforståeligt. Det er også ufolkeligt, og er kun med til at gøre afstanden større mellem folk og kirke.
Der er lige skrevet en afhandling om kirkelige handlinger. Den er skrevet af lektor på pastoralseminariet i Århus Ulla More Bistrup og har titlen: ”Der skal prædikes om lørdagen”. Titlen er ikke tilfældig. Den er en ironisk bemærkning til udtalelsen: ”Der skal prædikes om søndagen”. I mange år var det ellers det, der var den teologiske drivkraft. Som man sagde: ”Vi forsker kun i teologi, fordi der skal prædikes på søndag”.
Men Bistrup peger nu på, at lørdagen også er forkyndelsens dag. Det er nemlig den dag, hvor man har specielle lørdagsdåb, hvor man har bisættelser og begravelser og ikke mindst vielser. Alt det som har med overgangsritualer at gøre. Lørdagen er således den dag, hvor folk og kirke går hånd i hånd. Om søndagen kommer folket også men ikke med samme frekvens som om lørdagen. Det ved enhver præst. Det betyder noget, at man kan blive viet i kirken. Det er ikke kun en romantisk iscenesættelse. Derfor skal vielsen ikke ud af kirken, men blive derinde.
Der er nemlig et tæt forbindelse mellem folkets forventninger og præsternes professionalisme i forhold til kirkelige handlinger. De er det kit, der binder folk og kirke sammen. Der er sågar mennesker, som er medlem af folkekirken for blot af få dækket deres behov for kirkelige handlinger. Man vil gerne vies i kirken, ligesom man gerne vil begraves og døbes. Det ville derfor være synd og skam at ødelægge dette bånd mellem kirke og folk blot for at komme omkring problemet med homovielser.
Bistrup påviser på overbevisende måde, at de kirkelige handlinger er den kirkelige malkeko. Folkekirken lever nemlig af de kirkelige handlinger. Det gør erhvervslivet for den sag skyld også. Tænk på hvor meget økonomi de genererer. Det gælder for tøjbranchen, cateringfirmaer, restaurationer, blomstervirksomheder og sådan kunne man blive ved. Hvor mange penge tjener forretninger ikke på konfirmationer og bryllupper? De kirkelige handlinger er til gavn for alle.
Kære biskopper. I angsten for det værste ødelægger vi det bedste, hvis vi smider vielsen ud af kirken. Det er ikke rimeligt. I stedet for at tage folket som gidsel i debatten om homovielser, må vi – endnu engang – gennem diskussionen og så se at finde en løsning, som er til gavn for både folk og kirke. Nemme løsninger findes ikke altid.

Udgivet i Fyens Stiftstidende 20. april 2012

Kirkeministeren skyder en god fart!

Vores kirkeminister, Manu Sareen, har det lige som Jern Henrik: Han ved ikke rigtig, hvor kirken skal hen, men han skyder en god fart. Det bliver man bekræftet i den ene gang efter den anden. Sareen har store forkromede planer på kirkens vegne. Det er selvfølgelig godt at være kåd, og det er ministeren unægteligt, men han skal passe på, at han ikke taber hovedet.
Senest i Debat på P1 sammen med kirkeordfører fra de konservative Per Stig Møller. Man kan ikke påstå, at det kirkelige miljø er en mærkesag for Møller. Men han ved unægteligt mere om det end Sareen. Det var tydeligt i udsendelsen. Kirkeministeren har nemlig svært ved at skelne mellem det politiske og det teologiske. Hvad der er de indre kirkelige opgaver, er ministeren ikke helt klar over.
Man bliver klar over det, hvis man gennemgår alle de planer og udkast, han har trukket op af hatten det første halve år af sin ministertid. Der skal lovgives for homovielser. Noget der egentlig hører de indre kirkelige anliggender til. De første homovielser skal finde sted inden sommer 2012. Det har Sareen lovet. Nu eller aldrig – det går stærkt.
Han vil også lave en ny styrringslov, som skal ændre den måde, folkekirken er skruet sammen på. Den skal helst være færdig i år. Ministeren har endda blandet sig i andre trosretninger, som ikke hører folkekirken til. Vi skal have en ny kirkeforfatning, det kan ikke gå hurtigt nok. Sareen vil ikke skille kirke og stat, men det er langsomt og sikkert det, han er på vej til. Hurtigt af sted – fluks det går.
Ministerens litterære helt er antihelten i børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaards ”Gummi-Tarzan”. Selv skriver Sareen børnebøger og donerer pengene til indiske børn, men pengene nåede aldrig frem. Det gik for stærkt. Den øverste evne i den menneskelige konstruktion er ifølge Sareen hverken fornuften eller følelsen men fantasien. Kirkeministeren er åbenbart et barn af romantikken. Og fantasi har Sareen- absolut. Det skal præsterne også have, siger han. De skal turde gå i gang med alle mulige og umulige tiltag. Fint nok. Men brug hovedet, havde jeg nært sagt.
Kirkeministeren vil gøre det lettere for menighedsrådene, så de ikke skal kvæles i regnskaber og lovstof. Men al erfaring viser, at enhver politisk forenkling har en masse unødvendige og anstrengende opgaver med sig i kølvandet. Selv har ministeren sin udmeldelse af folkekirken i inderlommen, hvis nu arbejdet bliver for anstrengende. Det kunne jo komme til at gå for stærkt.
Dette var et lille oprids af ministerens korte tid på posten. En travl mand. Det går stærkt, rigtig stærkt, og det har, så vidt jer er orienteret, aldrig være kirkens mærkesag. Kirken står for det langsomme. Langsomme salmer, dybe tekster, gamle rum med gammelt interiør. Måske skulle ministeren lade sig påvirke af dette og sænke farten lidt. Selvfølgelig skal kirken forny sig, men ikke over en nat.

Udgivet i Kristeligt Dagblad 18. april 2012

Kirken i det fjerne

Den danske folkekirke har for alvor været i vælten det sidste stykke tid, hvad angår kirkelukninger og gudstjenestefrekvenser. Det skyldes ikke mindst Fyns Stiftstidende. Det hele kulminerede med en debateftermiddag i Café Stiften med Biskop over Fyns Stift, Kresten Drejergaard og Kirkeminister Manu Sareen d. 19. februar. Diskussionen skal ikke kommenteres her. Til gengæld skal siges dét, som ikke er blevet sagt endnu. Lad gerne følgende kronik stå som et lille forsvarsskrift for den danske kirke, et kirkens genmæle i en økonomisk krisetid, hvor alt efterhånden måles og vejes ud fra cost-benefit metoden. 
Kirken har flere funktioner end gudstjenesten søndag formiddag. At afgøre en kirkes skæbne ud fra gudstjenestefrekvensen alene svarer til at afgøre en slagters skæbne ved de pølser, han sælger eller ikke sælger, uden at tage højde for det ellers brede sortiment, forretningen også udbyder. Og som slagteren har kirken også andet at byde på end gudstjenester. I flæng kan nævnes: børnegudstjenester, ølgudstjenester, fyraftensgudstjenester, studiekredse, foredrag, babysalmesang, minikonfirmander, kor, bibelmarton, højskoleeftermiddage, bryllupper, begravelser, barnedåb og sådan kunne man blive ved. Det vil jeg ikke. Til gengæld vil jeg fokusere på de mere skjulte sider, det der ligger bag ved eller i det fjerne.
Kirken i det fjerne eller den fjerne kirke er et begreb, der blev lanceret af kirkehistoriker Jørgen I. Jensen for snart tyve år siden. Det er en kirke, som indeholder mere og andet end blot gudstjenester og events. Lad os se på de mere skjulte sider af den fjerne kirke.
For det første møder vi den fjerne kirke visuelt. Den kommer os visuelt i møde, som den ligger ud på bakken i det fjerne. Der står den som en stor lysende monolit, bestandig og tung, med tårnet mod himlen og minder os om, at der er noget, som er større end os selv. Denne påmindelse er ikke en bevidst tanke, man gør sig, men blot en kort reminder. Vi ser kirken i det fjerne, men vi ser også bag ved kirken og ud mod horisonten, videre ud i universet.
Blikket bevæger sig i rummer på en sådan måde, at kirken kommer til at stå mellem os og det uendelige. Den fjerne kirke bliver således visuelt nærværende og er på den måde med til at holde en forestilling om verdens skabelse i live.
For det andet møder vi også kirken auditivt. Vi kan høre klokkerne ringe solen op og ned. På den måde minder den os om universets rytme, om tiden, der går, og tingene der forgår. Men den minder os også om en større tid end den lineære tid. Den minder os om evigheden. Hele tidsbegrebet vipper så at sige omkring kirketårnet, mellem timelighed og evighed, når klokkerne begynder at ringe. Først ringer de og senere slår de bedeslagene. Klokkerne er nemlig som den menneskelige puls, et hjerte, der banker for at holde det hele kørende. Som den auditive kirke minder os om tiden, minder den visuelle kirke os om rummet.
Men den fjerne kirke minder os ikke kun om tiden og rummet, om uendelighed og endelighed, om timelighed og evighed. Den har også det, man kunne kalde for en indirekte etisk appel. Den appellerer til en speciel måde at betragte sin næste på. Det at elske sin næste er nemlig ikke et naturligt forhold. Vi gør det ikke nødvendigvis af os selv. Det skal vi mindes om. Gerne mange gange. Det bliver vi bl.a. i en gudstjeneste.
Men den fjerne kirke minder os også om dette. Ved sin blotte tilstedeværelse appellerer den til os om at tage vare på det andet menneske. Der er på den måde en uudtalt etisk fordring, som fra det fjerne bliver nærværende og sætter en formel for mit forhold til medmennesket. Hvordan det helt konkret skal foregå, får vi ikke at vide. Der må vi bruge hele vores indlevelsesevne og fantasi. Men appellen er dér.
Men den fjerne kirke har mere at sige. Den er også en ydre bekræftelse på det menneskelige indre. Kirken repræsenterer nemlig den danske kristendom eller mere snævert, den repræsenter den enkelte danskers religiøse overbevisning. Og det gør den specielt, fordi vi er et religiøst blufærdigt folk. Vi skilter ikke med vor religion, som mange andre religioner gør. Vi bærer det i vor indre. Gud er i hjertet, kunne man sige. Han er ikke til stede i alle mulige tilfældige daglige ritualer. Til gengæld bruger vi kirken i det fjerne som en sublimering for vor egen blufærdighed. Derude på bakken placerer vi vor indre religiøse liv. Heldigvis for det. Kirken gør dét synligt, vi selv holder hemmeligt.
Denne tanke er ikke fra Grundtvig, men Kierkegaard. Man kan forsimplet sige det sådan: Hvor Grundtvig vandt den danske gudstjeneste med alle sine salmer, vandt Kierkegaard den danske religiøse selvforståelse. Kierkegaard placerer nemlig kristendommen i menneskets indre og ikke i det ydre. Et sted i sit forfatterskab fortæller han, at forskellen på den kristne og ikke-kristne er, at den kristne træder en tiendedel millimeter tungere i græsset. Man kan altså ikke registrere troen eller den kristne overbevisning i det ydre eller synlige. Den er gemt i det indre, godt begravet i den danske blufærdighed.
Den fjerne kirke er altså nærværende. Vi møder den både visuelt og auditivt. Den minder os om rummet og tiden – om skabelse. Men vi møder den også som en indirekte etisk appel om at tage vare på vor næste. Og endelig repræsenterer den det, vi ikke selv kan udtrykke på grund af vor religiøse blufærdighed.
Det er måske derfor, at danskerne ikke vil være med til at lukke kirker. Lukker vi kirken, slukker vi for noget i det indre menneske. Vi lukker også universet ude. Vi mister syn og hørelse, og vi bliver ikke længere henvist på vor næste, når vi færdes ude i landskabet.
Lad derfor kirken blive. Lad den være i fred. Luk den aldrig. Den værner mod det onde. Eller med den danske digter Christian Richards ord:

Nu ved jeg, nu jeg er gammel,
og ikke så mørkeræd:
ser jeg mig selv i spejlet,
så ser jeg det onde med!
Kain er jeg og Judas er jeg
i sjælens dybe grunde;-
bedst at lukke min kirke op,
det hjælper mod det onde.

Udgivet i Fyens Stiftstidende 6. marts 2012